Rosenbuds Energisnack │ En nem vintersnack til dine høns
I vinterkolde perioder kan mange af os nok skæve lidt ud til hønsehuset og tænke på vores kære høns, som sidder ude i hønsegården, mens vi andre nyder varmen indenfor. Oftest kan man dog være helt rolig. Høns er robuste, sejlivede dyr som sagtens kan klare en vinterdag her i Danmark.
Men det betyder jo ikke, at man ikke har lyst til at gøre det lidt godt for hønsene. Så her vil jeg gerne dele en opskrift på et hit i vores hønsehus, nemlig Rosenbuds Energisnack. Sprængfyldt med næring, fedtstoffer og alt det gode høns har brug for, når de skal holde varmen på en kold vinterdag.
Så skal hønsene forkæles, så kast dig over denne opskrift! Den er dejlig simpel – og på en times tid har du næringsrige snacks til hønsegården.
Sådan laver du Rosenbuds Energisnack
Det er en dejlig simpel opskrift, som du lynhurtig kan bikse sammen på en kold dag. Det bedste ved denne opskrift er også, at du nemt kan lave den til din egen med de ingredienser, du måtte have liggende. Det vigtigste er bare at have noget fedtstof som bindeled. På den måde får man fine faste snacks ud af det, som let kan serveres for hønsene.
I min version har jeg brugt; havregryn, solsikkekerner, usaltede nødder, tørrede melorme, chili, hvidløg, kokosolie og en smule tørrede rosenblade.
I min blanding har jeg netop tilføjet chili, hvidløg og rosenblade. Først og fremmest fordi det var noget, jeg havde i forvejen - men også fordi de alle tre har gode virkninger på nogle af de sygdomme, høns kan opleve om vinteren. Chili er godt mod parasitter og giver gode vitaminer, hvidløg giver et bedre kredsløb og immunforsvar hos hønsene og rosenblade kan have en positiv virkning på hønsenes vejrtrækning. Men læs mere nedenunder her for bud på gode krydderurter til vinterkulden.
Her er opskriften på Rosenbuds Energisnacks
2 dl havregryn
2 dl tørrede melorme
1-2 dl usaltede nødder (jeg har brugt cashew og mandler)
2 dl solsikkekerner
2 dl kokosolie
1 chili
1 fed hvidløg
Start med at finthakke chili og hvidløg. Herefter skal nødderne hakkes. Så blandes alle de tørre ingredienser sammen i en skål; havregryn, melorme, nødder og solsikkekerner. Vend det hele rundt og tilføj så de finthakkede chili og hvidløg. Sørg for at fordele chili og hvidløg godt i hele blandingen.
Nu skal kokosolien tilsættes. Jeg gav den ca. 1 minut i mikroovnen for at få den flydende. Herefter kan den nemt hældes over blandingen. Jeg går efter en klistret konsistens, hvor jeg er sikker på alle de tørre ingredienser er blevet dækket.
Nu er du klar til at putte det i små forme - jeg bruger silikone isterningebakker (jeg får 8 store snacks i mine forme). Fyld dem godt op og pynt eventuelt med rosenblade (eller en frisk krydderurt).
Nu er du klar til at sætte formene på køl. De skal nok blive faste selv ved stuetemperatur - men man kan også køle dem udenfor eller i køleskabet. Efter en times tid er de klar til at blive serveret for hønsene.
Velbekomme! Husk det er en energibombe med meget næring og fedtstof, så giv ikke for mange til hønsene. Jeg giver en terning af gangen til vores lille hønseflok på 5.
Dette kan du også bruge i dine Energisnacks
Disse energi snacks er perfekte til vinterkulden - og man kan heldigvis variere dem lige så meget, som man har lyst til. Man kommer dog langt med en god base af korn, nødder og fedtstof.
Her i vinterkulden kan man med fordel fokusere på blodcirkulationen, immunforsvaret og fordøjelsen. Og her kan disse krydderurter være en idé at tilføje:
Pebermynte (vejrtrækning)
Oregano (vejrtrækning + fordøjelse)
Dild (vejrtrækning)
Basilikum (forbedret immunsystem + blodcirkulation)
Salvie (forbedret immunsystem)
Timian (forbedret immunsystem)
Hvidløg (kredsløbet)
Rosmarin (kredsløbet)
Persille (kredsløbet)
Vil du lære mere om krydderurter til høns, har vi samlet et helt blogindlæg om emnet her!