6 naturlige måder at booste dine høns’ immunforsvar
I de kolde vintermåneder kan det hele blive lidt trist for os mennesker, men bestemt også for hønsene. Deres yndlingsaktiviteter er jo trods alt at gå rundt og skrabe i jorden efter lækre insekter og frø.
Med begrænset lys, friskt grønt og måske mindre motion end normalt, kan man som høne godt have brug for en lille pick-me-up.
Derfor kommer vi i dag med 6 gode og naturlige måder, du kan booste dine høns immunforsvar. Så de er endnu mere klar til at komme i gang med æglægningen, når vi får lysere tider!
Hvordan fungerer immunforsvaret hos høns?
Men hvorfor er det vigtigt at beskytte hønsenes immunforsvar? Immunforsvaret er et kompliceret system. Men kort fortalt virker immunforsvaret ved at kæmpe mod sygdom og infektioner.
For at hønsene opnår et effektivt immunforsvar, er der en række ting der spiller ind. Det handler blandt andet om at de får de rigtige vitaminer, mineraler, nærende kost, lever et stressfrit liv og får den rette mængde hvile. Alt det vi mennesker også har brug for!
Så et godt sted at starte for ens høns sundhed er at sikre, at de føler sig trygge i deres omgivelser og har et godt hønsehus, hvor de kan få den rette mængde hvile uden at få træk.
Den naturlige booster af immunforsvaret 1: hvidløg
Hvidløg er et ægte vidundermiddel, når det kommer til at styrke immunforsvaret. Det siges desuden, at hvidløg kan forbedre vejrtrækningen og bekæmpe parasitter.
Brug 2-3 fed knust hvidløg i din vandautomat, som hønsene drikker af. Du kan eventuelt starte ud med et enkelt fed hvidløg, hvis du vil vænne hønsene til smagen stille og roligt.
Hvidløgene skal udskiftes hver 3.-4. dag for at give den fulde effekt.
Den naturlige booster af immunforsvaret 2: krydderurter
Krydderurter er en anden god måde at booste immunforsvaret på hos høns. Mange af dem er nemlig enormt gode til at hjælpe med en sundere fordøjelse. Krydderurter kan hakkes fint og blandes i hønsenes foder eller snack for at sikre en god sundhed.
Vi har faktisk lavet et helt blogindlæg om krydderurter og deres forskellige formål. Det kan du læse her.
Men kort fortalt, er især basilikum, laurbær, kornblomst, oregano, salvie og timian gode til at styrke immunforsvaret.
Den naturlige booster af immunforsvaret 3: frugter
Især her i vintermånederne kan det være lidt ekstra lækkert med frisk frugt hos hønsene – og en god kilde til vitaminer. Her er især bær ekstra sunde! Det kan være blåbær, jordbær, hindbær og brombær.
Har man bær i haven, som man fryser ned, kan de jo også bruges i en omgang hønsegrød, når vi når til vintermånederne. Det er hønsene i hvert fald vilde med!
Høns er som regel også ret vilde med melon, men de hører sig vist mere sommeren til. Frugt er dog en god kilde til sunde vitaminer, som hjælper med at holde hønsene sunde og raske.
Den naturlige booster af immunforsvaret 4: grøntsager
Og det samme gælder naturligvis grøntsager! Friske grøntsager er fyldt med gode vitaminer, der er sunde for både høns og mennesker. Her i vintermånederne er det oplagt at servere grønkål, som er rig på både A-, C- og K-vitamin.
Du kan eventuelt hænge det op i en snor i hønsegården, så hønsene skal strække sig eller hoppe efter det. Så er der også gratis underholdning til dem lige der!
I vores hønsegård er revet gulerødder også et hit – især når de bliver serveret sammen med lidt tørrede melorme!
Den naturlige booster af immunforsvaret 5: spiret frø og korn
Vi er vilde med spirefrø som en booster af immunforsvaret hos høns. Faktisk vil vi gå så langt som at sige, at det er et superfood.
Spirede frø og korn er nemlig sprængfyldt med vitaminer, mineraler og essentielle aminosyrer. I naturen vil høns og fugle også generelt gå efter de små frø og korn, der allerede er spiret en smule. Så det er en meget naturlig måde at booste deres sundhed på.
Vi har skrevet et helt blogindlæg om fordelene her – og vi sælger det perfekte opstartskit, hvis man ønsker at prøve spirefrø af hos ens egne høns. Det kræver kun et par dages tålmodighed, så har man superfood til sine egne høns.
Den naturlige booster af immunforsvaret 6: tonics
Ja, høns kan også godt bruge en styrkende tonic. Faktisk er æblecidereddike en nem og billig måde til at styrke dine høns immunforsvar. Det er godt for deres fordøjelse og æblecidereddike hjælper faktisk hønsene med at optage mere kalcium.
Vi anbefaler, at man bruger ca. en spiseske pr. 5 liter vand i vandautomaten. Her skal det helst bruges i plastik, da æblecidereddike er en syre og derfor helst ikke skal bruges i metalvandautomater.
Hvis du vil kaste dig ud i både æblecidereddike og hvidløgsfed i vandet til dine høns, har vi en lang række mindre vandautomater, du kan få helt ned til 59 kr. Find dem her!