Sådan indretter du dit hønsehus | Vi guider
Sådan indretter du dit hønsehus
Når man nu har besluttet sig for at holde høns, melder der sig ofte en masse spørgsmål til indretning af hønsehus og hønsegård. En ting er sikkert, høns er robuste dyr og hvis du sørger for at de har et tørt hus uden træk og nok mad og drikke, skal det nok give timers underholdning og friske æg til hele familien. Et hønsehus, kan være købt eller hjemmelavet. Nogle bruger et legehus, andre bygger et pragtpalads og nogen køber et færdigt hus. Det eneste huset skal kunne, er at give hønsene et tørt sted at være, et trygt sted at sove og redekasser til æglægning.
Et tørt hønsehus
De fleste bruger bundmateriale i deres huse, det kan være hampestrøelse, træspåner eller sand. Hampestrøelse og træspåner har den fordel at de suger fugt og derfor er med til at holde huset tørt. Bundlaget skal dog skiftes ofte, da det er svært ved daglig rengøring at fjerne klatter og andet. Sand kan rives dagligt med en rive og skal derfor ikke så ofte skiftes.
Siddepinde til hønsehuset
Høns sover fra naturens side oppe i høje træer for at undgå at blive fanget af rovdyr. Det er derfor naturligt for høns at ville sove med kløerne fæstet omkring en gren. Derfor er det vigtigt, at der er mulighed for siddepinde til høns inde i huset. Udformning på dem, skal passe til fjerkræets størrelse, de må ikke være så små at kløerne kan nå helt rundt om pinden, omvendt må de heller ikke være står store at kløerne ikke får fat. Hønens klør skal ca. nå 3/4 rundt om pinden, det giver et godt greb.
Siddepinde skal monteres så højt i huset som muligt, men afhængig af hvilken race man har og de skal være monteret højere end redekasserne, eller kan man risikere at hønsene hellere vil sove der. Det er vigtigt at siddepinde kan afmonteres, for rengøring eller udskiftning, hvis man er så uheldig at få blodmider i sit hønsehus.
Foder og vand i hønsehuset
Hvis hønsene bare skal overnatte i huset behøver der ikke være vand og foder ind i huset. Har du lyst kan du selvfølgelig sætte en foderautomat op, brug gerne en spildfri foderautomat til høns. Det kan forhindre at der ligge foder i bundmaterialet, som kan tiltrække andre uønskede dyr, såsom mus og rotter. Hvis du vil undgå vandpjaskeri, kan en drikkespand med nipler være en løsning.
Lys i hønsehuset
Hvis du bor et sted, hvor man må holde haner, er det jo fint med et vindue i hønsehuset. Et vindue giver lys fra solopgang og hønsene vil få glæde af dagslyset. Høns har brug for lys i 12 timer pr døgn for at opretholde deres ægproduktion.
Om vinteren i Danmark, har vi ikke dagslys nok og hønsene tager sig en pause i æglægningen til foråret kommer. Hvis man ønsker æg hele vinteren kan man sætte en lampe op, der tænder så tidligt at hønsene oplever lys i ca. 12 timer i døgnet. Der er mange der synes at det er hyggeligt med lys også i aftentimerne, men hønsene kan ikke finde på plads på deres siddepinde, hvis lyset pludselig går ud og de vil så sætte sig til at sove der hvor de nu er. Har dog set et hønsepalads med lysdæmper, så hønsene blev vækket hver morgen med langsom øgning af lys og puttet hver aften med aftagende lysmængde, men det er ikke nødvendig og nok forbeholdt dem, som kan noget med strøm.
Isolering af hønsehuset
Den eneste grund til at isolerer et hønsehus i Danmark er fordi man ønsker at lydisolerer. Høns klarer sig fint også i frostvejr, men hanen galer hele året og vil man ikke vækkes ved solopgang, kan man lydisolere. Læs min artikel Høns og vintervejr for mere information.
Redekasser i hønsehuset
Det er praktisk at have redekasser til æglægning. De fleste høns kan godt lide at putte sig ind i et afsides og mørkere rum. Redekasserne kan fyldes med blødt materiale, så som hø, halm eller spåner. Det er en fordel at komme lidt krydderurter i mellem, da meget utøj ikke bryder sig om duften af urter. Redekasser kan være lavet af mange ting, nogle bruger plastikspande, færdigkøbte redekasser, gamle trækasser. Redekasser skal dog altid være placeret under siddepindenes højde. Det er vigtigt, for at hønsene ikke skal få smag for at sove i redekasserne.
Automatisk hønselem
Det er ikke en nødvendighed, men absolut en praktisk foranstaltning. En automatisk hønselem kan åbne og lukke for dine høns enten på klokkeslet eller styret af lyset.